til forsiden
 
 

Nyt nordamerikansk importbødesystem træder i kraft

af Maria Kirkensgaard Holm, marts 2002

Det nye system kan ikke alene få indflydelse på selvstændige importører, men også danskejede selskaber i Nordamerika.

På det canadiske toldvæsens side træder der den 1. maj 2002 et nyt bødesystem i kraft, som vil få særlig indflydelse på canadiske importører og indførslen af varer fra udlandet. I praksis betyder dette nødvendige opstramninger af dokumentationen for indførelse af varer til Canada, hvor ikke kun de canadiske importører men også danske eksportører spiller en vigtig rolle, da de kan være med til at lette importprocessen.

Det er allerede påkrævet at påføre bl.a. oprindelsesland, toldpositionsnummer, præcist indhold af forsendelsen samt værdi på forsendelsesdokumenterne, men med det nye bødesystem er det nu endnu vigtigere at påføre forsendelsen de førnævnte oplysninger. Manglende eller forkert information på eksportpapirerne vil fremover påføre den canadiske importør bøder. Dette gælder naturligvis også danske datterselskaber i Canada, som selv forestår importen.

Ifølge nye direktiver fra det canadiske toldvæsen skal den canadiske 10 cifret HS kode, det såkaldte toldpositionsnummer fra 1. maj 2002 være anført forsendelser af en værdi af mere end CAN$ 1.600. Denne kode skal angives på afsenderens faktura. I forsendelser hvor der forekommer flere varegrupper, skal den varegruppe med den højeste værdi eller formodede højeste værdi påføres HS koden. Derudover skal HS koden præciseres på den første side i tilfælde med en flersidet faktura. Såfremt en forkert kode er anført, vil det medføre forsinkelser af leveringen af forsendelsen. Hvis importøren ikke selv fanger fejlen, vil det resultere i bøder reguleret efter det nye bødesystem. Disse bøder starter i Canada ved CAN$ 1.000 og går op til CAN$ 25.000. I USA er niveauet højere, hvor mindste bødeforlæg kan starte på US$ 10.000 helt op til US$ 100.000 alt efter forseelsens art.

Selv om det er op til den enkelte importør at oplyse sine danske samhandelspartnere om vigtigheden af disse oplysninger, bør danske eksportører allerede nu i samråd med deres importør tage sig de nødvendige forbehold og sikre sig, at deres forsendelsesdokumenter er i overensstemmelse med de gældende regler. Ud over at lette leverancen vil dette i høj grad også medvirke til at forbedre og styrke samarbejdet med den canadiske samarbejdspartner.

Skærpet opsyn med videreforsendelse af varer indenfor Nordamerika

En række danske virksomheder sender varer til eksempelvis deres amerikanske datterselskab for senere videredistribution til enten Canada eller Mexico, dvs. indenfor frihandelszonen NAFTA.

Efter 1. maj vil opsynet og kontrollen med sådan vareeksport indenfor NAFTA blive skærpet. Der er et stigende antal forsendelser, der sendes mellem USA, Canada og Mexico som toldfrie NAFTA-varer, hvor der reelt er tale om varer, der er importeret fra Europa, dvs. med "country of origin" udenfor NAFTA. Virksomheder, herunder danske datterselskaber, skal sikre korrekt dokumentation af "country of origin" på disse forsendelser. Man vil fremover øge opsynet med de fysiske varer for at sikre, at der efter importen til Nordamerika ikke er skift af "country of origin" ved videreeksport. Varen er stadig dansk af oprindelse, og dette skal da påføres både "commercial invoice" og "certificate of origin". Toldvæsenet i både USA og Canada vil fremover præsentere virksomheder for anseelige bødeforlæg, hvis dette overtrædes. Man har juridisk belæg for at gå tilbage i virksomhedens forsendelser i op til 4 år.

Sikkerhed for korrekt toldpositionsnummer og toldsats

Hvis man som dansk eksportør eller hos det nordamerikanske datterselskab er i tvivl om et toldpositionsnummer på en given vare, kan man via Generalkonsulatet i Toronto få udarbejdet en canadisk "Customs Ruling", som vil give en præcis og utvetydig klassificering af varen. Dette sikrer, at man ikke i en periode i god tro importerer varer til en bestemt toldsats for senere at konstatere, at varen skulle have været importeret under et andet nummer med en højere toldsats. Generalkonsulatet foranstalter fremsendelse af vareprøver og tekniske specifikationer til toldvæsenet og fremskaffelse af skriftlig godkendelse. Dette vil bedst eliminere ubehagelige overraskelser og ekstraopkrævninger af told og afgifter.

Information om importbødesystemet kan findes på http://www.ccra-adrc.gc.ca/

Til toppen

 

 

 

Udsigtsbillede nær Whistler i B.C., Canada
Medicine Lake, Jasper
Toronto Skyline