til forsiden
 
 

Jubilæumsavis
Jeg har udarbejdet en 25 års jubilæumsavis i tabloid-format for IT-virksomheden CCI Europe i maj/juni 2004. Avisen findes i en meget stor pdf-fil, som jeg ikke vil lægge ud her, men nogle af de artikler/historier, som jeg har været med til at skrive til avisen, kommer snarest til at ligge her.

Avisen bestod af 64 sider, hvoraf kun 4 sider blev brugt til artikler, resten bestod af CCI Europes kunders avisforsider fra
d. 1. juni 2004 samt en postkorthilsen.

Researcharbejdet bestod af interviews med forskellige medarbejdere i forskellige afdelinger, direktører og tidligere direktører, gennemlæsning af materiale omkring CCI Europe mm.

Læs mere her på CCI Europes website om projektet (på side 7)


Storytelling
I forbindelse med udarbejdelsen af de forskellige artikler, lavede jeg også en storytellingdel. Jeg indhentede omkring 50 historier fra medarbejdere rundt om i virksomheden. 7 blev valgt ud til avisen, mens resten vil blive lavet til en intern storytellingbog. Vigtigt for historierne var, at de udtrykte CCI Europes værdier på en eller anden måde. Desuden var målet også, at de skulle have en form for humoristisk tone.

Selve processen med at indhente historier forløb således: Medarbejderne blev informeret omkring avisprojektet og fik at vide, at jeg gerne ville have en masse historier fortalt af dem. De fik også at vide, at historierne måtte være korte og lange, sjove og kedelige, bare de var fortalt i et CCI Europe regi. Disse faktorer var vigtige at understrege, da det gjorde det nemmere for medarbejdere bare at fortælle løs. Jeg ville efterfølgende omskrive historierne -først og fremmest til engelsk men også for at gøre dem kortere.

Nogle henvendte sig hurtigt med historier, men for at opfordre til endnu flere historier, lavede jeg en storytellingcafé på mit kontor. Der var kage og kaffe i caféen, hvilket jeg reklamerede med på intranettet -det fik folk til at fortælle løs!

Efter jeg havde oversat og forkortet historierne, lavede vi i marketingafdelingen en grov udvælgelse af de 15 bedste historier. Derefter bad vi en lang række personer internt og eksternt om at læse dem igennem, med det i tanke at historierne skulle nummeres fra 1-15 -med 1 som det bedste. De bedste historier skulle defineres, som dem der udtrykte CCI Europes værdier bedst.

Det her var selvfølgelig kun en måde at gøre tingene på. Hos CCI Europe havde jeg en stram deadline, så det var vigtigt, at historierne blev fortalt til os hurtigt. I andre tilfælde ville det måske være relevant med historier, som måske skal bruges til virksomhedens website, nyhedsbreve eller noget helt andet, og dermed vil historieindsamlingen foregå konstant og måske knap så agressivt som hos CCI.

 

 

 

 

Udsigtsbillede nær Whistler i B.C., Canada
Medicine Lake, Jasper
Toronto Skyline